Interview med Lise fra Kageeventyr

kageeventyr

Da vi startede med at bruge fondant til kagepynteri i 2010, fandt vi en stor del af vores inspiration og viden på de mange danske blogs om kagedekoration, der allerede eksisterede på det tidspunkt. De fleste af dem følger vi stadig og vi bliver dagligt imponeret over, hvor dygtige og kreative dekoratører der er i hobbyen, også her i Danmark, hvor denne form for kagedekoration stadig er forholdsvis ny sammenlignet med USA og England.

Noget af det vi altid har været nysgerrige efter er, hvordan andre er startet med hobbyen og heldigvis skriver de fleste på deres blogs, hvordan og hvornår de blev fanget af interessen. Ikke desto mindre følte vi, at det kunne være godt med noget mere information, så vi valgte at skrive til folkene bag nogle af de populære danske kagedekoration blogs for at høre om de havde lyst til at deltage i et interview om deres blog og hobby. Responsen har været rigtig god og svarene er begyndt at komme tilbage, så derfor er vi her klar med det første interview i serien.

Vores første interview er med Lise Følskov, der står bag bloggen Kageeventyr.dk. Bloggen startede i marts 2011, men Lise havde allerede da været igang med kagedekoration i et par år. Som navnet antyder, er Kageeventyr den rette side at besøge, hvis man leder efter kager pyntet med prinsesser og temakager baseret på Disneys eventyr og historier. Lise er en fantastisk skulptør og laver nogle imponerende vellignende figurer.

Derudover kan du også finde masser af opskrifter og vejledninger på Kageeventyr.dk, fra hvordan du laver hjemmelavet marshmallow fondant til hvordan du modellerer en bamse i fondant.

Men lad os komme igang med interviewet. Vi skrev til Lise og stillede hende 16 spørgsmål (markeret med fed skrift) og her er hendes svar.

Hvornår startede du med, at bruge fondant/marcipan til, at dekorere kager?
December 2009. Jeg lavede en meget simpel kage til min brors 30 års fødselsdag. Overtrukket med fondant og pyntet med bamser og kaniner.

Hvordan kom du på, at du ville dekorere kager?
Jeg var gravid med min første datter og ønskede at jeg kunne gøre hendes fødselsdage til et eventyr.

Har du taget kurser i kagedekoration eller er du selvlært?
Jeg anede ikke hvad fondant var da jeg stødte på det på nettet (søgte oprindeligt amerikansk kagepynt på Google). Jeg var nervøs for det var noget med vanskelige bage-/ kogeformularer, rigtige temperaturer ovs. Så jeg besluttede mig for et basalt kursus i fondant modellering. Her fandt jeg ud af at fondant blot var som spiselig modellervoks – det gjorde det væsentlig mindre mystisk og mindre uopnåeligt.

Har du en faglig baggrund, der er relevant for kagedekoration?
Nej, jeg er uddannet indenfor medicin. Så det er vist på den anden side af hegnet:)

Hvordan så din første kage ud?
Jeg har desværre ikke billedet af mine første 2 kager. Jeg har kigget i alle gemmer. Men jeg har billedet af min 3. kage. Denne lavede jeg til min første datters 1 års fødselsdag.

Kageeventyr - Klokkeblomst kage

Kageeventyr – Klokkeblomst kage

Hvilken af dine kager er du mest stolt af)?
Det er enten Askepot kagen eller Det Regner med Frikadeller.

Denne kage lavede jeg til en fødselsdag vi holdt for børnehaven hvor jeg holdt festen sammen med et andet forældrepar. Begge piger blev bare så glade.

Kageeventyr - Askepot kage

Kageeventyr – Askepot kage

Denne kage lavede jeg til en konkurrence hvor temaet var “min sukkersøde verden”. Den vandt ikke, men fik “folkets røst”. Det blev jeg virkelig glad for.

Kageeventyr - Det regner med frikadeller kage

Kageeventyr – Det regner med frikadeller kage

Hvad er din største kage katastrofe?
Det var uden tvivl min første bryllupskage. Jeg havde fået et frygteligt råd i en kagebutik… nærmere katastofalt råd. Jeg havde fortalt dem at jeg skulle lave en 4 etagers kage hvor lagene skulle stables ovenpå hinanden. De råder mig til kun at have 1stk. af de helt tynde og meget bøjelige papfade mellem etagerne samt nogle kagesugerør. Nogle erfaringer vil man helst være foruden – dette var en af dem. Jeg handlede aldrig der igen.

Jeg nåede at finde en løsning på problemet inden kagen skulle afleveres, men glemmer aldrig det gys jeg fik da den oprindelige kage både revnede i nederste lag og faldt mere eller mindre sammen.

Hvor får du inspiration til dine kagers fyld og dekorationer?
Inspirationen til fyld er de smagsoplevelser jeg har haft, og tit står jeg i køkkenet og tester sammensætninger af div. råvarer som ex. bær, chokolade, vanille, honning, marcipan, mascarpone ovs.

Når jeg skal lave en tema kage så ser jeg tegnefilm med mine piger:) Derpå googler jeg billeder af tegneserie figurene og finder front- og sidebilleder. Derpå modellere jeg det jeg ser.

Hvor mange kager laver du ca. om året?
Jeg er alene-mor og har fuldtidsarbejde ved siden af, så jeg ville ønske jeg havde mere hobby-tid. Men omkring 5-10 dekorations-kager pr år. Derudover bager jeg når den søde tand kalder:)

Hvad er din yndlings kombination af kage og fyld?
En hvor jeg både har det syrlige, det søde, det cremede, det bløde og lidt af det knasende:)

Hvor kigger du først når du er i tvivl om noget? Har du bøger der forklarer alt du har brug for, eller er der bestemte sider på nettet du benytter meget?
Jeg har Lambeths bog om spøjteglasur, antik bog, men uundværlig.

Kageeventyr - Lambeth

Kageeventyr – Lambeth method of cake decoration and practical pastries

Har du et yndlings fondant mærke, eller bruger du altid hjemmelavet fondant?
Jeg anvender Wilton, Satin Ice, Zelandia. Skal jeg bruge farvet marcipan kan jeg bruge funcakes en sjælden gang.

Hvilket kage værktøj ville du ikke kunne leve uden?
Mit balling-tool!!! og mit silicone underlag!

Hvilket kage værktøj er det næste du gerne vil have?
Automatisk drejeplade.

Hvad vil du gerne være bedre til? er der en bestemt slags pynt du ikke føler du mestrer endnu?
Jeg har aldrig lavet meget spøjteglasur, så det kunne jeg godt forestille mig at jeg ville øve mig mere på. Jeg synes Lambeths metode kombineret med bas-relief-modellering er så fint og elegant sammen.

Hvad er det første råd du vil give nybegyndere i hobbyen?
Test de forskellige typer af modelleringsmasse og spørg løs når noget driller. Der er altid en simpel løsning selv på det værste problem.

…og tænk på brumbassen der ikke vidste at den ikke kunne flyve, men gjorde det alligevel!

Mange tak til Lise Følskov for hendes svar og fordi hun gad at deltage. Vi håber at have et interview mere klar i næste uge, samme tid og sted.

Skriv et svar