Opskrift på vanilje cupcakes (9-12 stk.)

Færdige vanilje cupcakes i Dr. Oetker forme

Vi laver en del cupcakes efterhånden og i det fleste tilfælde bruger vi denne opskrift på vanilje cupcakes, der giver luftige og velsmagende kager. De er samtidigt yderst velegnede til, at pynte med forskellige slags cremefyld eller fondant.

Ingredienser:

  • 120 g. mel
  • 140 g. sukker
  • 1½ tsk. bagepulver
  • lidt salt
  • 40 g. smør (stuetemperatur)
  • 1,2 dl. mælk
  • 1 æg
  • ¼ tsk. vaniljeekstrat
  • 9-12 papirforme

Forvarm ovnen til 170 grader.

Bland mel, sukker, bagepulver, salt og smør med en elpisker til det ligner reven parmesan. Tilsæt gradvist halvdelen af mælken og pisk til massen er ensartet.

Pisk æg, vaniljekorn og resten af mælken sammen i en skål og bland de våde ingredienser sammen med de tørre. Pisk det hele indtil det lige er blandet og vend derefter massen i et par minutter med en dejskraber. Undgå at overmikse dejen.

Dejen fyldes i papirformene og sættes gerne i en muffinsbageform af metal, formene fyldes 2/3 op til kanten.

Bages 20-25 minutter eller indtil kagerne er gyldenbrune på toppen og de giver let efter ved et let tryk med en finger på toppen.

(Kilde: The Hummingbird Bakery Cookbook)

Cupcakes forme fyldt ca. 2/3 med dej

Noter:

  • Smør kan med fordel skiftes ud med margarine.
  • Der kan bruges 1 vaniljestang eller 2 tsk. Vaniljesukker i stedet for vaniljeekstrat. Hvis sidstnævnte bruges, er det en god ide, at fjerne den samme mængde sukker fra opskriften, da vaniljesukkeret også søder.
  • Hvis du vil sikre, at dine cupcakes bliver nogenlunde samme størrelse, er det en god idé, at bruge en sprøjtepose til, at fylde formene, mens du vejer dem. Indholdet i ovenstående opskrift svarer til ca 420-480 g. og hver form skal fyldes med ca. 40 g. Dette kommer selvfølgelig an på, hvor store ens forme er, da de kan variere meget. Bruger vi f.eks. Dr. Oetkers muffinforme, fylder vi 43-45 g. i hver, hvilket dog betyder, at der ikke er til mere 9-10 cupcakes.
  • Vores erfaring er, at de nærmere skal have 15-20 minutter i ovnen, men det afhænger meget af størrelsen på formene og hvilken ovn man bruger.

God fornøjelse 🙂

Skriv et svar